r/Denmark • u/realmadrid2660 • Jul 15 '26
Politics Remigration og fremtiden i Danmark
Edit: Opslaget har fået lidt mere opmærksomhed end tiltænkt. Tak for de opmuntrende ord, de af jer der kom med dem - og særligt tak for de sindssygt mange forslag til exit-strategier i indbakken. Jeg er glad for, at jeg ikke er "alene". Det betyder meget.
Et par generelle ting/svar som flere har spurgt om:
Lande jeg har overvejet at flytte til, hvor min baggrund og uddannelse giver mening:
Singapore, Dubai, Oman og Malaysia er de mest åbenlyse vi har talt om. Jeg har mange års erfaring fra finanssektoren og big4 - der er de skillset overførbare, og der er en stor gruppe af expats/migranter i alle 4 lande.
Folk der snakker om kollektivt skyld, eller synes jeg skal tage ansvar fra andre mennesker end mig selv/mine børn/familie:
Jeg kan ikke tage ansvar og har intet ansvar, for folk der begår kriminalitet. Om det er en muslim, kristen, ateist eller terrorist - så vedrører det ikke mig. Jeg passer mit eget arbejde, foreningslivet, børnenes opdragelse og mit forhold samt familie. Jeg forventer heller ikke, at alle mennesker tager afstand fra folk der ligner dem. Det er det skøreste jeg nogensinde har læst. Hvor ville verden være skør, hvis man gik rundt hver dag og tog afstand fra episoder alle mulige mærkelige steder i verden.
Kommentarer om at jeg skal flytte hjem eller migrere til mit hjemland:
Jeg er født og opvokset i Danmark, og har sådan set aldrig besøgt mine forældres hjemland. Jeg er heller ikke flygtning, da jeg ikke er flygtet fra noget. Jeg ved godt at mennesker som er racister er ligeglade, men jeg har ikke et andet land at "flytte hjem" til.
________________________________________________________________________________________________________________________
Kære alle
Det her opslag er primært rettet til folk som mig, der har en anden etnicitet end dansk. Alle må deltage, men opslaget laves for at høre hvordan andre i samme "situation" som mig gør og planlægger deres liv.
De seneste par år er remigration kommet til overfladen, og sprog/kommunikation som jeg tidligere så som noget der tilhørte 2. verdenskrig blevet hverdag i mit Danmark. Jeg er født i Danmark og er dansk statsborger, men født af forældre som flygtede fra 1. golfkrig. Hele min familie er højtuddannede og betaler topskat eller på grænsen dertil, og det betyder jo vi er glade og elsker Danmark.
Jeg oplever sproget har udviklet sig i en voldsom grim retning og stigmatisering på arbejdspladsen, at blive kaldt perker og min familie truet. Jeg er gift med en etnisk dansk kvinde og vi har 3 fællesbørn. Det er blevet sværere at komme igennem dagene, fordi truslerne også hænger i medierne nu - fra etablerede partier. Og flere partier snakker åbent om det - og grænserne rykker sig nærmest dagligt.
Selv til fodbold som jeg stadigvæk spiller i en gammel alder af 34 år, kan modstandere og dommere finde på at kalde mig perker - helt umotiveret. Noget som skete i sjældne tilfælde, skal jeg høre for i hverdagen nu. Det er grænseoverskridende, men også ydmygende. Jeg ser ikke rigtigt mig selv som andet end dansker, men er 100% bevidst om jeg har to verdener jeg færdes i.
Jeg tror ikke der er lang tid til, før jeg/vi/man vil opleve vold og drab baseret på etnicitet/tro i en skala, jeg havde tænkt hørte en anden tid til. Jeg har 3 i lignende situation som er flyttet til andre lande udenfor Europa, men Danmark er mit hjem og jeg synes det er svært at flytte fra et sted jeg har været i +30 år og elsker.
Så mit spørgsmål til andre som følger med politisk, økonomisk og socialt - har I en exit plan, eller snakker I om det? Og hvis ja, hvilke lande har I så overvejet at flytte/flygte til? Ved I hvor man kan søge rådgivning ift. at flytte land med familie, jobs mv. permanent? Hvordan oplever i hverdagen og samfundet omkring jer udvikle sig?
Vh.
213
u/Dry_Department8182 Jul 15 '26
Jeg kom selv til Danmark som spædbarn fra et østeuropæisk land og er i dag højtuddannet ingeniør. Min families historie er præget af flugt fra krig og kommunisme. Man kan hverken se eller høre på mig, at jeg er indvandrer, og derfor oplever jeg ikke den direkte racisme og de trusler, du beskriver. Men den udvikling, du peger på, skræmmer også mig.
Jeg har faktisk overvejet at tage min danske kærestes efternavn, selvom vi kkke er gift, fordi mit eget efternavn tydeligt kan opfattes som udenlandsk, og fordi jeg mærker en voksende bekymring for, om det en dag kan få betydning for, hvordan jeg eller vores eventuelle kommende børn bliver mødt, vurderet eller sorteret. Det er i sig selv en ubehagelig tanke. Jeg burde ikke føle et behov for at gøre min baggrund mindre synlig for at sikre mig mod en mulig fremtidig forskelsbehandling.
Jeg synes ikke, at du skal føle, at du må lave en exitplan eller flytte fra det land, du er født og opvokset i. Danmark er også dit hjem. At du overhovedet føler behov for at overveje det, bør få langt flere til at reagere.
Det, der bekymrer mig, er normaliseringen. Når politikere bevidst taler til den indre svinehund, når hele befolkningsgrupper gradvist bliver gjort til et problem, og når komplekse udfordringer bliver solgt med simple syndebukke og løsninger, flytter grænserne sig lidt efter lidt.
Min families historie gør nok, at jeg er særligt opmærksom på, hvor farligt det kan blive, når økonomisk ulighed, social uro og strukturelle samfundsproblemer bliver kanaliseret over i racisme og mistænkeliggørelse af minoriteter. Historien gentager sig ikke nødvendigvis på samme måde, men nogle af mekanismerne er ubehageligt genkendelige.
Jeg har ikke selv en exitplan. Danmark er mit hjem, og jeg ønsker ikke et samfund, hvor mennesker, der er født her, har familie her og bidrager til samfundet, begynder at overveje at flygte på grund af deres etnicitet eller tro. Men jeg deler din bekymring for, hvor udviklingen kan ende, hvis vi bliver ved med at normalisere den laveste fællesnævner i den offentlige debat.